**Ansvarsfraskrivelse: Alle karakterer er 18+, ingen mindreårige karakterer vil nogensinde blive portrætteret i nogen form i denne eller fremtidige historier.** **Evas synspunkt** Eva skyndte sig ned ad trappen, ivrig efter at fange en taxa uden for hendes bygning. Iført sin forførende røde cocktailkjole kastede hun et blik på sin refleksion i elevatorens spejlvægge og beundrede sig selv kort, før hun hurtigt trådte ud på stueetagen. Hendes tanker kørte rundt, fyldt med usikkerhed og frygt. Hun kunne ikke ryste vægten af den stigende fare, der truede hendes fredelige tilværelse, og de urolige nyheder om hendes vens bortførelse tilføjede brændstof til hendes pine. Ikke desto mindre skubbede hun sine bekymringer til side og tvang sig selv til kun at fokusere på opgaven foran sig—at møde Jax. Hun vinkede en taxa, der holdt ved kantstenen, taknemmelig for at undslippe den undertrykkende mørke, der sivede ind i hjørnerne af hendes sjæl. Da taxaen kørte væk fra kantstenen, trak Eva dybt vejret og forsøgte at samle sig. Trods hendes anstrengelser blinkede billederne af Hayley bundet nøgen med hendes vagina strakt; dryppende med store mængder sæd, der sivede ud, og bad om nåde for hendes øjne. Så forvandlede Hayleys ansigt sig til hendes eget. En kuldegysning løb ned ad hendes ryg, og hun rystede ukontrollabelt. “Frøken, er du okay?” spurgte chaufføren og kastede et bekymret blik på hende. Eva tvang et svagt smil frem og nikkede bekræftende. “Bare lidt koldt,” mumlede hun og justerede sit greb om sin taske. “Intet at bekymre sig om.” Chaufføren brummede uforpligtende. Eva hvilede panden mod den kølige vinduesrude og så de velkendte vartegn sløre forbi. Aftenens dæmpede lys kastede uhyggelige skygger over de travle gader i Mørkelys By, hvilket kastede et ildevarslende slør over hendes foruroligede tanker. Da taxaen nærmede sig Tonys bar, som Jax havde valgt til deres første møde, før deres rendezvous på den fine restaurant senere, stålte Eva sig til mødet. “Se, frøken,” afbrød chaufføren hendes tanker, “er du sikker på, at du ikke burde ringe til nogen?” Eva blinkede flere gange og forsøgte at genfokusere og genvinde fatningen. “Jeg mener, din telefon bliver ved med at summe, og du svarer ikke. Det kunne være vigtigt?” Eva rykkede sammen, da hun ikke engang havde bemærket, at hendes telefon lavede så meget støj. Hun rakte instinktivt efter sin telefon og skævede til displayet, hvor hun genkendte Eriks navn, der blinkede hastigt på skærmen. “Åh, det er min søn,” sukkede hun og viftede afværgende med hånden. “Han er bare bekymret for mig. Jeg ringer til ham, når vi når baren.” Chaufføren trak på skuldrene og vendte sin opmærksomhed tilbage til vejen. Eva åndede dybt ud og stirrede tomt fremad, mens mobiltelefonens pulserende vibrationer i hendes taske fortsatte med at forstyrre hendes fred. Hun rakte modvilligt ned i sin taske og fiskede enheden frem med rystende fingre. En bølge af frygt skyllede over hende, da hun så Eriks desperate beskeder på skærmen. “Mor, er du okay? Svar venligst!” Lød en besked. En anden bad, “Ring venligst til mig. Jeg er virkelig bekymret for dig.” Skyldfølelse skyllede over Eva og tyngede hende ned. Hun trykkede på tænd/sluk-knappen og aktiverede telefonen. Den lysende skærm oplyste hendes håndflader og kastede et spøgelsesagtigt lys over hendes ansigt. Hun tøvede og bed sig i læben. Skulle hun ringe tilbage til Erik eller fokusere på sit møde med Jax? Eva overvejede det og trykkede på tastaturet, mens hun scrollede gennem sin kontaktliste. Hendes tommelfinger svævede over Eriks navn, mens skyldfølelsen gnavede i hendes samvittighed. “Hvad skal jeg gøre?” hviskede hun og greb telefonen tættere. “Skal jeg tale med ham eller fokusere på min date med Jax?” Hun overvejede dilemmaet og vejede mentalt fordele og ulemper. Pludselig syntes en mærkelig kraft at besætte hende og opfordrede hende til at ignorere Eriks bønner. “Nej, jeg må ignorere det for nu og møde Jax,” rationaliserede hun højt. “Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige til Erik med den måde, jeg har det lige nu. Jeg vil kun bekymre ham mere.” Hun sendte endelig en kort besked til Erik, før hun satte sin telefon på lydløs: “Jeg er optaget, Erik. Ingen grund til bekymring. Jeg er sandsynligvis tilbage i morgen, så bliv ikke oppe for sent.” Selv for hende føltes beskeden alt for streng, men hun kunne ikke tænke på noget andet at sige til ham lige nu. Lige da følte hun taxaen sænke farten, og hun kiggede op og troede, at hun allerede havde nået baren. Chaufføren brummede frustreret: “Jøsses! Endnu en vejspærring! Fantastisk, nu skal jeg køre rundt for at komme over en blok.” Eva kiggede ud af vinduet og så en lastbil væltet på vejen foran og bemærkede, at hun kunne gå mindre end en blok for at komme til baren i stedet for at tage taxaen rundt ad en anden vej. Eva talte op: “Du kan bare sætte mig af lige her. Jeg går… baren er ret tæt på herfra alligevel.” Chaufføren kiggede tilbage på hende, og Eva bemærkede hans øjne vandre lidt til hendes ben indhyllet i netstrømper og hendes høje hæle, før han sagde: “Er du sikker, frøken? Jeg mener, de ser ud til at være ret høje hæle… men hvis du er sikker.” “Positiv! Bare sæt mig af lige her… Tak!” svarede Eva hurtigt og ignorerede fyrens øjne, der stadig svævede over hendes lange strømpebeklædte ben. Med det trak han taxaen til kantstenen og parkerede. Eva steg ud af taxaen og lænede sig ind gennem vinduet for at betale chaufføren. Han stirrede skamløst ned ad hendes front, da hun lænede sig frem for at give ham pengene og havde endda frækheden til at sige: “Hav en god aften nu, frøken” med et tandet grin på hans ansigt, hvilket lod Eva vide præcis, hvilke slags beskidte tanker han måtte have. Eva betalte ham hurtigt, før hun greb sin taske og begyndte at gå væk uden at have i sig at tænke mere på chaufføren, der straks kørte væk. ‘En god gåtur vil hjælpe mig med at klare hovedet lidt,’ tænkte hun for sig selv. Eriks besked vejede på hendes sind, men hun skubbede det til side og fokuserede på opgaven foran sig. Hendes hæle klikkede rytmisk på fortovet under hende og ekkoede i stilheden af den øde gade.
gade. Eva trak den friske, kølige luft ind, lod den opfriske hendes sanser og give midlertidig lindring fra hendes bekymringer. Hendes lange hår flød frit bag hende, mens vinden susede ned mod hende, mens hun gik. Hendes evner holdt hende varmere end nogen anden menneske på dette tidspunkt af aftenen, men hun kunne mærke den lette brise suse lidt op under hendes kjole, hvilket fik hende til at genoverveje sin beslutning om at efterkomme Jax’s krav om ingen trusser. Lige da Eva bemærkede barens neonlys skinne klart længere fremme, fornemmede hun også, at nogen fulgte efter hende på afstand. Hvem det end var, var de ret langt bag hende, men hendes superhørelse advarede hende om deres tunge, men hurtige fodtrin, der hurtigt nærmede sig. Nu var det helt muligt, at hvem det end var, var fuldstændig harmløs, men i Evas paranoide sind følte hun sig truet. Hayleys nyheder havde allerede gjort hende nervøs, og selv den fjerne mulighed for at blive fulgt og ende med samme skæbne som Hayley var en foruroligende tanke for Eva. Hun kunne tydeligvis nemt overmande en enkelt person med sine evner, men det ville betyde at risikere at afsløre sine evner; det skræmte hende mest. Desuden havde Hayley også evner, hvilket ikke syntes at have betydning, når det kom til stykket, så hvilke chancer havde Eva realistisk set? Hun ville hellere ikke risikere det overhovedet. At blive trukket ind i en mørk gyde af en fremmed kun for at blive udsat for gud ved hvilke grusomheder virkede ikke som en god idé overhovedet; evner eller ingen evner. Endnu en gang skræmte billedet af hende i en mørk gyde tvunget af en mørk ansigtsløs fremmed Eva. Hendes tanker hvirvlede, snurrede med usikkerhed og frygt. Eva tog en dyb indånding og forsøgte at berolige sig selv. På trods af sin ængstelse nægtede hun at lade sine frygt diktere sine handlinger. Hvis hun vendte sig om og konfronterede sin forfølger, kunne hun måske afsløre sine evner. Men at ignorere truslen kunne føre til alvorlige konsekvenser. Splittet mellem forsigtighed og handling tog Eva en hurtig beslutning. Hun stoppede brat og drejede på hælen for at se sin forfølger. Da Eva drejede rundt, låste hendes blik sig fast på en kraftig skikkelse, der truede i skyggerne. Hun havde knap en brøkdel af et sekund til at handle, før han ville få øje på hende foran sig. Hvis det kom til konfrontation, ville hun uundgåeligt skulle afsløre sine evner, men hvis hun undgik det helt, var der måske en chance for, at hun kunne slippe væk. Hun så en meget smal sprække mellem to bygninger, der førte til en gyde, som ville føre hende væk fra gaden og ind i lidt mørke, hvor hun måske kunne slippe af med sin forfølger. Uden at tøve et øjeblik gled Eva væk mod sprækken og lod mørket opsluge hende fuldstændigt, mens hun holdt øjnene fokuseret på den kraftige skikkelse. Hvis han havde set hende glide væk, var der bedre chance for, at hun kunne neutralisere ham i denne gyde uden, at nogen vidnede til, at hun brugte sine evner. Hun ventede med tilbageholdt åndedræt, mens mandens fodtrin blev tættere og højere med hvert skridt hen til, hvor hun var trådt væk fra fortovet. Hun standsede og undersøgte sine omgivelser, mens hun stod ved indgangen til den smalle passage. Gyden strakte sig foran hende, indhyllet i bælgravende mørke, afbrudt af lejlighedsvise pletter af svagt måneskin, der filtrerede gennem sprækkerne i de tårnhøje bygninger. Det var det perfekte skjulested. Et par herreløse katte strejfede forsigtigt nær indgangen, deres øjne glimtede nysgerrigt, mens de tavst så hende nærme sig. Da hun bevægede sig dybere ind i det dystre rum, forsvandt lydene af fjern trafik, erstattet af nattens dæmpede hvisken. Endelig kom manden til syne på gaden, og Eva følte lettelse, da hun så manden meget tydeligere. Det var blot en bygningsarbejder iført tunge sikkerhedsstøvler og med sin værktøjskasse med sig. Hun indså, at hendes paranoia fra at have lyttet til nyhederne om hendes tidligere superheltinde-ven, Hayley, havde fået hende til at tvivle på alt omkring sig; se fjender overalt, når der ikke var nogen fare omkring hende. Mere vigtigt indså Eva, at hun for første gang var blevet vred på sine egne evner. I stedet for at give hende en følelse af beskyttelse og usårlighed, fik hendes evner hende til at føle, at de var årsagen til, at hun og hendes søn aldrig kunne leve et normalt liv, uanset hvor meget hun lod som om, hun var normal. Indsigten sank hendes hjerte i endnu dybere sorg, idet hun vidste, at der var en chance for, at hun og dermed hendes søn ikke havde nogen chance for et normalt liv. Mens hun havde disse evner, ville hun altid kigge sig over skulderen og være paranoid som i aften. Fortsættes…