I de tidlige morgentimer begyndte hun at ignorere mig og gjorde sig klar til college i iskold tavshed. Jeg fornemmede, at hun var bekymret og undgik omhyggeligt at møde hendes øjne, fuldt ud klar over, at jeg var gået alt for langt. Da hun var færdig med at justere sin frakke, brød jeg isen. – Emma, hvad er der galt? Hun vendte sig mod mig, hendes øjne skinnede med en mærkelig blanding af vrede og forlegenhed. – Jeg tror, du ved det udmærket godt… Mit hjerte snørede sig sammen i brystet, og min mund blev tør. – Jeg skulle ikke have gjort det, jeg er ked af det. Hun gennemborede min sjæl. Jeg tror, hun var skuffet over at opdage denne blanding af skyld og misundelse, der fortsatte med at koge dybt inde i mig. Hun sukkede og justerede sin frakke færdig. Emma lagde hånden på dørhåndtaget og tøvede et langt sekund, før hun vendte sine smukke grønne øjne mod mig. – En del af mig bebrejder dig virkelig for at have gjort dette… En kryptisk sætning, der bragte lige så mange svar som nye spørgsmål. Med en vis frækhed reagerede jeg på tvetydigheden. – Og den anden del? Min søsters ansigt blev blegt. Et svar sad fast i hendes stramme hals. Intet. Hun åbnede døren og smækkede den bag sig. Jeg var nu alene med min samvittighedsundersøgelse. Dagen gik alt for langsomt. Med min bagdel i stolen kæmpede jeg for at koncentrere mig om spillet, jeg spillede. Mulige scenarier løb gennem mit sind. Jeg vidste, at Emma ikke ville fortælle det til vores forældre, men det var noget. Fuld af anger havde jeg ikke engang lyst til at se en voksenfilm på min telefon. De mulige scenarier for min undskyldning snurrede rundt i mit hoved som et hamster i sit hjul. Timerne tikkede af sted, og endelig hørte jeg, at alle var kommet hjem. Men Emma kom ikke op på værelset. Jeg skælvede af frygt, da jeg forestillede mig familiemiddagen, der skulle finde sted. Jeg præsenterede mig ydmygt for mine forældre og Emma, som ikke sagde et ord til mig. Jeg følte, at hun stadig var fanget i sine egne tanker, lukket som en østers. Rundt om bordet var det kun lyden af bestik, der modvirkede fraværet af samtale. Min far stirrede på mig. Jeg svedte. Havde Emma fortalt ham det? Mine hænder var klamme. Min mor kiggede fra tid til anden på min far, så på mig og ventede på at se, fra hvilken sky stormen ville komme. Men som sædvanlig smilede hun til mig, fuld af venlighed og moderlig kærlighed. Jeg konkluderede, at de ikke vidste, hvad jeg havde gjort i går aftes… – Du gik ikke ud i dag, Max, vel? sagde min far taktløst. Fjendtlighederne begyndte. – Nej, det har jeg ikke. Jeg har ledt efter en praktikplads. Han sukkede højt og prøvede at finde de rette ord for ikke at give efter for sin høje vrede, som han vidste var nyttesløs. – Det er det…tag mig for en nar… Hans tone var kold, vantro, ilden ulmede under isen. Min mor krympede sig på skuldrene og spiste sine ærter færdig. Og miraklet kom fra den anden side af bordet. – Det er sandt, far, jeg har set ham sende forslag ud. Og få svar. Har jeg ikke, Max? Utroligt. Min søster havde ikke sagt et ord hele dagen, men hun havde lige reddet min røv med en enkelt sætning. Jeg udstødte bestemt ikke et lettelsens suk for ikke at plette stråleglansen af hendes strålende handling. – Jeg har en samtale på mandag. For en veksling. Min far tyggede farligt på sit sidste stykke kød og kiggede på sine børn på skift, sonderede for at se, om der var et skema i gang. Men Emma var lysets prinsesse, hans elskede barnebarn, hendes dyd blev aldrig anfægtet, hverken i handling eller ord. – Nå, konkluderede han simpelthen, endelig afslappende sin kæbe. Måltidet sluttede roligt. Jeg kiggede på min søster og prøvede at tyde hendes sindstilstand uden at kunne skelne den mindste ledetråd. Efter at have ønsket mine forældre godnat gik jeg op på mit værelse. Emma var allerede der, sad på kanten af sengen med hænderne foldet og så højtidelig ud. Jeg lukkede døren og nærmede mig hende. – Jeg tror, vi er nødt til at tale, begyndte hun. Alle mine forberedte scenarier ville ud på én gang, og jeg svarede straks uden at lade hende rulle resten af sin tale ud af frygt for at finde mig selv op mod muren. – Hør, Emma, jeg er ked af det, bad jeg, før hun strammede sit usynlige greb om situationen. – Jeg er ikke så sikker, Max. Du kunne lide det. Jeg kunne mærke det. Hun pålagde en tavshed. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle stå. Emma fortsatte med en stemme, der blandede blødhed og fasthed, en tone lavere. – Jeg ved, du ser porno om natten før sengetid. – Mener du, siden du blev min værelseskammerat? – Nej, jeg har vidst det i årevis. Jeg har skarp hørelse. Du er 19, du er en fyr, og jeg ville blive overrasket, hvis jeg kunne høre dialog fra Josephine Guardian Angel klokken tre om morgenen. – Emma, jeg kan ikke få nok af det, det er stærkere end mig. Derfor jeg… – Jeg ved det, du er afhængig. Se, jeg er ikke her for at belære dig, jeg tror, det gør dig ulykkelig, men hvis du har brug for det, så…lad mig bare vide, hvornår du vil have et roligt øjeblik. Jeg kommer tilbage senere. Eller hvis du gør det, når jeg er i nærheden…gør det diskret. – Det gør mig utilpas at spørge, for ikke at nævne at gøre det ved siden af dig. Hun trak på skuldrene. Havde hun gættet, at det ene generede mig enormt, men det andet ophidsede mig alt for meget? – Jeg er ikke den hellige jomfru, jeg har også mine lyster. – Hvordan klarer du at…lad os sige…tilfredsstille dig selv, når jeg er i nærheden? – College badeværelse. Ikke glamourøst, men okay. – Klogt. – Ligesom dig begynder jeg at finde tiden lang. Jeg kan ikke vente med at komme tilbage til mit værelse. Min privatliv. Mine vaner. – Har du ikke en kæreste til at tilfredsstille dine lyster? – Ikke i øjeblikket. Og… lad os bare sige, at jeg er lidt træt af…
fyre navne i historien til danske navne og steder til danske navne, fjern enhver reklame tekst, og oversæt derefter følgende tekst fra engelsk til dansk:
fyre i øjeblikket. – Hvorfor det? Hans øjne dykker ned i det vage. – Du…øh…de er alle ens. De sårer mig. Alle sammen, en dag eller en anden. De lyver for mig. De tænker ikke nok på mig. De er egoistiske. – Jeg er ked af det. Jeg ved, du har været igennem meget. Jeg ved, du har været igennem meget, du har allerede fortalt mig det. – Du er virkelig dårlig til at finde praktikpladser, men i det mindste ved du, hvordan man lytter til folk. Det er en gave, ved du, tilføjer hun, drilsk. – Mange tak for tidligere, far ville råbe af mig igen. – Max, han går forkert til værks, men han tager ikke fejl i princippet: du skal tage ansvar for dit liv. Mor og jeg vil ikke altid være der for at redde dagen. Nu skylder du mig en. – Ja, det gør jeg. Hvad kan jeg gøre for at takke dig? – Find en praktikplads inden mandag, hvis du vil leve, tilføjer hun drillende. – Jeg vil fordoble mine anstrengelser. – Det må du hellere! Vi sætter os ned på min sofa og starter en serie, aftenen bliver mere behagelig, spændingen er nu væk. Men jeg føler ikke rigtig, at hun koncentrerer sig, stadig bytte for sine indre dæmoner. Emma kommer over og tager min hånd. Jeg vender mig mod hende og ser tårerne strømme ned ad hendes kinder. – Hvad er der galt, Emma? spurgte jeg. Det tog hende et par sekunder at svare. – Jeg føler mig meget alene… Studierne stresser mig. Jeg føler, at jeg skal være perfekt hele tiden og ikke svigte nogen. – Du burde lære af mig for en gangs skyld. Videospil dømmer dig ikke. Nyd de gode tider og se, hvad morgendagen bringer. Mine ord beroliger hende lidt, og hun putter sig ind til mig. – Hmm…måske burde jeg slippe lidt damp en gang imellem. – Få dig en kæreste, eller spil videospil! – Jeg foretrækker det sidste. Vil du spille et spil? For første gang ser jeg hende tage en controller. Jeg vælger det nemmeste spil for en begynder. Logisk nok vinder jeg overlegent, men hun tager det ikke ilde op. Hun klapper mig på skulderen. – Jeg er ligeglad, jeg vil sparke din røv i det virkelige liv, når som helst jeg vil. – Det vil jeg gerne se! Hun rækker tunge ad mig. Det var den slags intime øjeblik, jeg ikke havde delt med hende i evigheder. Jeg følte mig godt tilpas, og jeg havde følelsen af, at det lettede hendes ensomhed. Vi spillede i et par timer mere, så kiggede hun endelig på sin telefon trods den sene time. Hun gik på badeværelset, skiftede og kom tilbage i sit sædvanlige nattøj. Jeg hviler mine øjne på hendes skikkelse. Min unaturlige lyst springer ind i mine boksershorts som en djævel lige ud af tusind års tilbageholdenhed. Heldigvis lagde hun ikke meget mærke til det og forsvandt under dynen. Jeg sluttede mig til hende der, efter at have trukket mine boksershorts og T-shirt på, og ventede på, at min erektion skulle falde. Vi dykkede ned i halvmørket. Jeg vendte mig mod hende, og da hun fornemmede, at jeg stadig ville tale, efterlignede hun mig. Vores kroppe var i en rimelig afstand fra hinanden… Men efter den følelse af samhørighed, vi havde haft i løbet af aftenen, følte jeg mig tættere på hende end nogensinde. – Jeg blev ved med at tænke på, hvordan jeg kunne undskylde for i går aftes, om hvad du sagde i morges, men…jeg havde et sidste spørgsmål. Og jeg lover, jeg ikke vil bringe det op igen. Jeg føler vægten af hendes øjne trods mørket. – Jeg ved, hvilket spørgsmål du har i tankerne, Max. Jeg sagde det uden at tænke. Det er ikke klogt af mig at svare. – Jeg bare… – Vær venlig, Max, insister ikke. Det, der skete i går aftes, var forkert. Det var forkert. Jeg vil ikke tale om det mere. – Okay…kan du tilgive mig? – Det har jeg allerede gjort. Fordi du er min bror. Og jeg ved, at du er den eneste mand, der aldrig ville såre mig med vilje. – Tak, Emma. – Godnat. Hun vendte sig, og trafikstøjen punctuerede min sædvanlige søvnløshed. Jeg havde ikke hjertet til at se en eneste film på min bærbare. Jeg prøvede at falde i søvn. Tiden var suspenderet, og nød billygterne på loftet, der projicerede lysstriber gennem de dårligt lukkede gardiner. Jeg vendte mig for at tjekke, om min søster sov. Jeg blev overrasket over, at hun stadig ikke sov. Flygtende fra mit blik vendte hun sig om. Noget nagede hende. Jeg kunne mærke det, men jeg turde ikke sige det til hende. For mange lange minutter gik. Og så, halvt højt, hørte jeg tydeligt et par ord, en vægt for tung for hendes samvittighed, frigivet brat i en livredende udånding. – Den anden del af mig kunne lide det… Vi burde ikke have gjort det, og alligevel…